Mød Milthers & Nielsens nye fuldmægtige, Lasse Mølholt

Den 1. september fik Milthers & Nielsen en ny kollega, som skal fungere som advokatfuldmægtig under advokat Louise Milthers. Læs interviewet, hvor Lasse fortæller lidt om sig selv og sit arbejde.

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund?
”Inden jeg begyndte på jurastudiet, tog jeg faktisk en uddannelse som tømrer. Jeg arbejdede hos Enemærke og Petersen, som også er baseret i Ringsted. På grund af en knæskade startede jeg på handelsskolen, hvor jeg afsluttede med et resultat, som gav mig frihed til at vælge frit blandt de fleste videregående uddannelser”.

Hvorfor blev du interesseret i jura?
”Jeg valgte at læse jura, da jeg havde nogle gode venner der, og dét de fortalte, vakte min interesse. Studiet var spændende, men også hårdt. Særligt fordi, at jeg ikke er den klassiske universitetsstuderende. Jeg er den første i min familie, der har læst på universitetet. Der krævede hårdt arbejde, men det var også fedt. Jeg var fra starten meget interesseret i entrepriseret, hvor jeg jo allerede havde indsigt i kraft af min baggrund i byggebranchen, men også i områder som køb og salg af fast ejendom, og ikke mindst skatteret, som er enormt spændende, fordi det gennemsyrer hele vores samfund”.

Hvilke opgaver skal du varetage hos Milthers og Nielsen?
”Det bliver en blanding af erhvervsret og privat ret. Jeg bliver fuldmægtig under Louise Milthers, som sidder med privatsager. Det glæder jeg mig meget til. Jeg havde min første ansættelse efter studiet som sagsbehandler hos Familieretshuset, og i den tid voksede børneområdet virkelig på mig. Jeg sagsbehandlede blandt andet samværssager, og jeg glæder mig rigtig meget til at bruge de ting, jeg har med fra Familieretshuset, og til at sidde på den anden side af bordet, hvor jeg for alvor får mulighed for at hjælpe de mennesker, som står i disse enormt svære situationer, hvor man virkelig har brug for god vejledning. Jeg er ikke den der specialisttype, der graver sig ned i en bestemt ting. Jeg kan lide at få lov til at arbejde med flere forskellige områder og så dykke ned i de konkrete sager, man får.

Jeg håber også, at jeg får mulighed for at sidde med erhvervsret og entreprise, som jo er Steffens felt. Jeg sidder meget med ejendomshandler i mit nuværende job hos VKST. Ejendomskøb er jo en virkelig stor ting, som de fleste ikke gør særligt mange gange i livet, og at kunne hjælpe mennesker igennem den proces er enormt givende. Og så ved jeg jo faktisk også meget om håndværk, hvilket er et sjovt perspektiv at have med”.

Hvad vakte din interesse ved netop dette job?
”Altså helt generelt, så er det, jeg brænder mest for ved juraen, muligheden for at hjælpe og rådgive mennesker, der enten befinder sig i svære eller udfordrende perioder i deres liv, som for eksempel et ejendomskøb eller en skilsmisse. Det får jeg i høj grad mulighed for hos Steffen og Louise. Og så er jeg jo født og opvokset her i Ringsted. Det er den by, jeg brænder for, og hér jeg gerne vil gøre en forskel”.
 
Hvad bruger du din fritid på?
”Altså først og fremmest er jeg far for mine børn. Det kommer før alt andet. Derudover er jeg meget politisk interesseret, og siden årsskiftet har jeg siddet i byrådet for Venstre i Ringsted. Jeg har altid været interesseret i, politik særligt, hvordan vores skattesystem fungerer. Jeg besluttede mig for, at det er for nemt bare at lufte sine ideologiske holdninger om, hvordan tingene burde være. Så derfor ville jeg gerne udfordre mig selv og prøve kræfter med politik i praksis. Jeg blev herefter opstillet og var så heldig at komme ind. Det er spændende at få mulighed for at få indflydelse på, hvordan vi kan udvikle Ringsted og gøre byen bedre.

At sidde i byrådet er lærerigt, for jeg bliver klogere på kompleksiteten i politik og har lært, at ideologi er en ting, men i virkeligheden er der bare nogle udfordringer og naturlige barrierer, som gør, at alt ikke bare kan lade sig gøre. Det er givende at få indsigt i, hvordan tingene rent faktisk fungerer. Det tager selvfølgelig en stor del af min fritid, men heldigvis er både børnenes mor og mine forældre rigtig gode til at hjælpe med at få det hele til at hænge sammen”.

Hvordan vil du definere dig selv som person?
”Udadtil virker jeg nok ret ambitiøs, så det vil jo nok være det rigtige at svare. Det er dog ikke sådan, at jeg tænker over at være ambitiøs. Jeg arbejder hårdt, for at få ting til at ske. Og se sker tingene. Jeg er også meget praktiker, vil jeg sige. Da jeg læste, kunne jeg ikke vente med at blive færdig, så jeg kunne komme ud og tage ansvar i praksis. Jura er på mange måder også som et håndværk, og man kan sige, at min tid som fuldmægtig hos Milthers & Nielsen bliver som at komme i mesterlære”.

Hvad glæder du dig til i fremtiden?
”Jeg glæder mig først og fremmest til at skulle samarbejde med Steffen og Louise. Jeg er meget taknemmelig over at få muligheden for at bruge det, jeg kan, til at gøre en forskel. På den lange bane drømmer jeg om at blive partner – og så borgmester selvfølgelig” 😉

Kontakt os

Læs også vores andre artikler